fredag den 17. oktober 2014

Tips til tilberedning af fisk


Syntes du, fisk er en lidt kedelig spise... og besværlig at lave, så det smager rigtigt godt?? Sådan havde jeg det i mange år, men når nu jeg har valgt at bo med en lystfisker... har jeg været "tvangsindlagt" til, at eksperimentere med den fine, lidt smags-neutrale elitesvømmer.

Gennem tiden har jeg smagt mange forskellige fisk, men specielt havbars, torsk, fjæsing, lyssej og rødspætte (altid kun i fileter) ligger højest på ranglisten... og de kan alle tilberedes på samme kærlige og velsmagende metode.

Jeg panerer simpelthen dyret... og tilsætter timian eller rosmarin til paneringen. Praktisk talt gør den metode, at fisken aldrig bliver tør, du skal selvfølgelig ikke give den 10 minutter på hver side men saftig og lækker.

Dertil serverer jeg stegte løg, som du ville gøre til en hakkedreng og et godt drys kapers. Dem kan du spise "rå"... men du kan også smide dem i nakken af løgene på panden. Tro mig... din mand vil aldrig mere vrænge næse, når der står fisk på menuen :-D

En anden nem tilberednings-metode til fisk fik jeg forleden af en af mine søde læsere... den vil jeg da også lige dele med Jer:

"Sæt kartofler over i en lidt stor gryde; når de koger, kommer gulerødderne i og oven på gryden sættes en tætsluttende dyb tallerken med lidt kartoffelvand, en rødspætte, evt. delt i to, så den ligger nede i tallerkenen, en klat smør og hakket persille; låget lægges over tallerkenen, så den dækker fisken og slutter tæt. Når kartoflerne er kogt, er rødspætten færdig - og så skal jeg spise :-)"

Kom så ikke og sig, at det er svært at lave fisk :-D



7 kommentarer:

  1. Her er én mere - når nu vi er ved de nemme "alt-i én-gryde-fiskeretter" - det tager kun 16 minutter: Brug en lidt stor gryde; når kartoflerne koger, kommer gulerødderne i. En skive laks lægges på et stort stykke stanniol, krydr med det, du kan lide, og pak tæt til. Når vandet koger igen, lægges fiskepakken ned i vandet. Når der er fem minutter tilbage, lægges et par gode broccolibuketter i. Når køkkenuret ringer, skal jeg spise!
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Tak Elsebeth... det er sgu' da også for nemt :-D Lige en fremgangsmåde der er værd at have i baghovedet, når man er rigtig træt - eller egentlig bare ikke gider bruge for lang tid i køkkenet.

      - Pia

      Slet
  2. Der er også nogle, der gerne vil have en lækker sovs til :-) Opskriften stammer fra Gerlev Idrætsskole: Riv gulerødder groft ned i en gryde, tilsæt en klat smør og evt. en spiseskefuld kartoffel/vand. Damp ved svag varme et par minutter, så smørret ikke bruner. Tilsæt groftrevet squash og friskhakket/tørret estragon, vand, bouillon og kog et par minutter - endelig ikke mere, da squash hurtig bliver blød og karakterløs. Tilsæt en (god) skvat piskefløde og hakket persille; jævn sovsen og smag til med salt, peber og evt. mere estragon. Den er en vinder til en gæstemenu, både hos gæsterne - og kokkeenepigen: Hun slipper for en masse gryder på komfuret, som skal styres med hård hånd og køkkenur, så intet får for meget. Hvis man klipper persille med en saks i et krus, bliver det løst og indbydende - sæt det på bordet, og resten af sovsen (og persillen) kan varmes i morgen/overmorgen - det er ikke en god idé, hvis der er persille - og jordbakterier :-( i sovsen!
    Man kan selvfølgelig også lave den uden fløde - men det ville være synd for både sovsen - og dig!
    Den går med held til al slags fisk og almindelige frikadeller. Passer det bedre ind i dit kram, så lav den som en stuvning og brug den evt. i tarteletter med en rest fisk eller kød.
    Både hos mine børn og mig har den været sovsen over alle sovse i over 25 år.

    Der er mange, der ikke fatter, at jeg laver varm mad hver dag til mig selv - men hvorfor skulle jeg ikke også have noget godt og ordentligt at spise. Mange retter har jeg "rationaliseret" i årenes løb, så de er overkommelige, når jeg kommer godt træt og sulten ind fra haven klokken 7, eller efter en lang tur på motorvejen - og der ikke er flere frikadeller i fryseren.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Elsebeth

      Jeg kan simpelthen se et billede af den sovs for mine nethinder... smagen kan jeg kun gætte på :-D men den MÅ være god. I min have har jeg fransk estragon stående (aldrig brugt af), sååå mon ikke?? Revet squash og gulerod i fryseren... jamen... det kan jo kun lykkedes (hvis altså jeg kan bruge det, når det har været frossen??)

      Før kæresten og jeg besluttede os for at flytte sammen, boede jeg også mange år alene... og der kom stort set altid varm mad på bordet. Mange retter lavede jeg i kæmpe portioner og frøs ned... men jeg kunne også finde på at gå i selvsving... og stå i køkkenet en hel dag for en enkelt lille ret, som så bare skulle sidde i øjet :-D Men... det er nu lidt sjovere, når man får ros :-D

      - Pia

      Slet
  3. Frossen squash skal sikkert kun lige koge med op, når du jævner sovsen. Du kan altid koge sovsen lidt, hvis den skal have mere - men selvfølgelig vil du også synes om den - det gør alle, vi har serveret den for.
    Skynd dig at hakke bladene fra din franske estragon og smid det i fryseren, inden frosten tager den. Du kunne også putte nogle hele blade i en flaske med hvidvinseddike.
    Og til det der med at få ros - jeg siger altid (højt!) " Tak for dejlig mad!", når jeg har spist. Som dig kan jeg også godt lide at bruge tid i køkkenet - det bærer lønnen i sig selv.
    God weekend til her begge.
    Elsebeth

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej søde Elsebeth

      Øv!!! Jeg kom for sent. Min estragon så mildest talt meget vissen ud, så det lykkedes mig kun af få en enkelt gren, der så nogenlunde ud :-/ Så din sovs skal afprøves til skinke i næste uge. Glæder mig :-D

      Håber du også har haft en god weekend.
      - Pia

      Slet
  4. Så må du bare bruge tørret estragon!
    Elsebeth

    SvarSlet