søndag den 13. april 2014

Inspiration: "Tøm køleskabet" supper


Vi kender det alle... i køleskabet ligger der grønsager, der ser lidt kedelige ud. Hos mig ender de tit som suppe. Og ind imellem kommer de på favorit-listen, som jeg ligefrem ender med at handle ind til. Her er 5 varianter:

På 1. pladsen - Min bedre halvdels X-Factor suppe


Til suppen brugte han:
500g hakket oksekød
100g bacon i tern
½ l hjemmelavet tomatsovs eller f.eks. pizza-sauce
½ l vand
3-4 kartofler
1 rød snackpeber
1½ dl kidney bønner
Salt

Først steges baconternene sprøde og lægges på fedtsugende papir
Det hakkede oksekød brunes i baconfedet, til det falder fra hinanden
Så tilsættes tomatsovs og vand og suppen får lov at simre, mens grønsagerne ordnes
Kartoflerne skrælles og skæres i mundrette størrelser… og tilsættes straks suppen
Når kartoflerne er møre, tilsættes rød snakpeber i tern og kidney bønnerne… og får lov at simre med i 5 minutter, samtidig med at suppen smages til med salt.
Toppingen bestod af cremefraiche med masser af knust tørret hvidløg og hvidløgssalt, knust bacon, basilikumblade… og dertil kuvertbrød.

På 2. pladsen - Rustik karry-suppe


Du skal bruge:
1 squash i tern
1 kartoffel i tern
½ rød peber i tern
1 gulerod i tern
1 fed hvidløg grofthakket
1 spsk. olie
1 tsk. grøn curry paste
Ca. ½ liter vand
½ grønsags bouillonterning
3 spsk. Philadelphia
1 spsk. oyster sauce (kan købes vegetarisk)
1-2 tsk. citronsaft
Salt og peber

Svits hvidløget i olien… tilsæt kartoffel og gulerod. Lad det svitse med, til det bider en anelse i bunden af gryden og tilsæt så grøn curry paste… rør det godt rundt.
Hæld vand og bouillonterning i gryden… og lad det simre, til grønsagerne er møre.
Tilsæt Philadelphia og oyster sauce… og lad det smelte, stadig ved lav varme.
Hæld squashen og halvdelen af den røde snackpeber i gryden. Jeg kan ikke fordrage udkogt squash, jeg vil have den, så den knaser… så jeg giver kun suppen lov at koge yderligere 5 minutter.
Smag suppen til med citronsaft, peber… og måske salt. Oyster saucen er salt i forvejen så pas på.
Server suppen med resten af de rå pebersnacktern på toppen.

På 3. pladsen - Cremet gulerodssuppe


Du skal bruge:
3 dumme gulerødder
3 halvslatne forårsløg
Og en ½ ”tør” squash
En anelse smør, karry, vand, ½ bouillonterning… salt og peber og 2 spsk. Frisk eller flødeost med smag eller naturel.

Gulerødderne rives groft, forårsløgene skæres i skiver og squashen i små tern.
Først svitses det hvide af forårsløgene i smørret, som allerede har brændt karryen af.
Så tilsættes gulerødderne ved svag varme… og svitses til de falder sammen.
Helt ned for varmen… og fløde/friskosten tilsættes og får lov at smelte, inden der kommer vand og bouillonterning ved.
Når det har kogt 5 minutter, tilsættes det grønne af forårsløgene og squashen… og så er det helt op til dig, hvor længe det skal simre videre. Hader du udkogte grønsager.. gør 2-3 minutter det.

På 4. pladsen - Suppe med rødbede


Du skal bruge:
7 kartofler
2 rødbeder
1 løg
20g smør
½ bundt persille
1 liter vand
2 dl piskefløde
1 tsk. chiliflager
Toppings:
150 g champignon
100g bacon tern
10g smør

Suppen:
Rengør og hak grønsagerne i små tern.
Svits dem i smørret… de må ikke tage farve, men gerne bide en anelse i bunden af gryden.
Hæld vand og chiliflager ved… og lad suppen simre 30 minutter.
Tilsæt persillen… og blend suppen.
Hæld fløde ved… og smag til med salt og chiliflager.
Toppings:
Steg rensede champignon i små tern sammen med bacontern på en glohed pande.
Når toppingen næsten er klar, tilsættes en lille smule smør… det gør at den bliver knasende sprød og lækker.

På 5 pladsen - Boller til suppe... med suppe


Og... skulle du nu have en sjat suppe i overskud, blend den og brug den i boller :-D

7 skønne boller:
En rest blended suppe (uden kød)
½ pakke gær
Vand
Kerner
Mel
Gurkemeje (jeg er vild med gule boller)

Bland ingredienserne som du plejer.
Form bollerne og lad dem hæve i minimum 30 minutter
Pensel med sammenpisket æg og pynt med evt. græskarkerner
Bag bollerne i 20 minutter i en 200 grader forvarmet ovn

Ingen kommentarer:

Send en kommentar